Confac øgede i 2017/18 omsætningen med hele 48% til 259,4 mio. kr. i regnskabsåret, der sluttede med udgangen af september 2018.

Antallet af opgaver er stort set uforandret, men den enkelte ordre er blevet større og den store forskel er sket på baggrund af en kapacitetsudvidelse og en bredere produktpalette. Det betyder at Confac i dag kan levere flere produkter til den enkelte kunde.

Derudover har udbygningen og implementeringen af en ny 6000 kvm. stor produktionshal betydet en fordobling af kapaciteten på fabrikken i Randers, og har medført en større egenproduktion. Det store arbejde med indkøringen af de nye produktionsfaciliteter kunne have påvirket indtjeningsevnen. Det har dog ikke været tilfældet, idet overskuddet er blevet løftet med 27%.

Det store aktivitetsniveau i 2018 har også smittet af på medarbejdersiden, som er blevet øget med 40 medarbejdere, således at Confac ved årsafslutningen beskæftigede i alt 110 medarbejdere. På baggrund af Confacs peoplepartnering betyder det, at medarbejderne kan se frem til at få tildelt aktier til en værdi på 24.000 kr. pr. medarbejder. Oveni det, kan medarbejdere, som har været beskæftiget i hele regnskabsåret se frem til en udbytteudlodning på 20.000 kr. pr. medarbejder, hvilket svarer til en samlet udlodning på 1,5 mio. kr. til medarbejderne.

 

 

Confac